Selvprioritering er ikke selvisk

Hver morgen – før resten af beboerne i “the punkborough” er stået op, går jeg ned i min have med en kop kaffe i min hånd, på bare tæer, og sætter mig på min bænk.

Jeg vikler et tæppe om mig og fylder mig selv med gode intentioner og taknemmelighed for dagen. Der sidder jeg og kigger på mit pippi’ske æbletræ og minder mig selv om mit potentiale, mit livsformål, min sygdom- som der stadigvæk er enormt tæt på, og lader tankerne komme.

Fast forward et par timer når familien er ude af huset. Hvis jeg arbejder hjemmefra, går jeg op på mit kontor, tænder et par stearinlys, clearer hovedet og putter de ting på min to-do liste som jeg skal lave idag.

Det er en del af det jeg prioriterer for mig selv, for at jeg fungerer bedst. Mig. Det er noget jeg gør for at have målet for øje. Formålet. Både det daglige og det store livsformål. Det er noget jeg gør, fordi jeg, måske mere end andre mennesker, har brug for at finde mig og udvikle mig selv. Komme hjem til kernen.

Jeg har ikke kigget på det i lang tid. OK – lad mig lige omformulere det. Jeg har ikke kigget på det nogensinde. “Jeg tror ikke på sådan noget selvprioritering, ritualer, meditation og at definere livsformål” kan jeg høre Henriette for et par år siden sige til hendes veninder over jeg ved ikke hvilken flaske rødvin, blandet ind i brok over andre kvinder og mænd. Dengang troede jeg på noget andet. Noget hårdere, mere drive-agtigt og meget mere maskulint.

Men ting sker og jeg blev klogere. Sygdommen gjorde at jeg kom så langt væk, næsten helt op til himlen og stjernerne. Derfra kunne se, at jeg ville noget andet. Jeg ville noget tættere på. Jeg ville noget hvor jeg var i centrum hele tiden, og det var mig der prioriterede mig, fordi man ikke rigtig kan lade andre prioritere én, hvis man ikke prioriterer sig selv.

Jeg ville noget der ikke hele tiden higede efter noget andet, jeg ville noget, der kun var mig, og kun var kerne – og hvor andre ikke kunne såre mig eller gøre mig arrig og hidsig for det ville det selvprioriterede i mig ikke give det lov til.

Selvprioritering er ikke selvisk. Selvprioritering er så vigtigt .Jeg tror vi alle er født med, hvad der er sandt for os og nogen prioriterer det bare hele tiden. Men nogen af os glemmer det lidt efter lidt fordi vi har så travlt med alt muligt andet. Det plejede at være mig. Men nu kommer jeg dagligt i højere og højere grad tilbage til kernen og styrken, og det er jeg bare så taknemmelig for.