En grå sø af like venner

Jeg har virkelig svært ved at acceptere, er at en stor del af nærheden blandt folk er blevet digitaliseret. Det er nok den største udfordring som jeg ser at internettet har givet os: at kunne connecte med 1000 mennesker på ingen tid og uden den største anstrengelse. Men der er også en hel del der er forsvundet med opstanden af de såkaldte ‘like-venner’: en del af nærheden mellem mennesker. At man kan få en følelse af misforståethed når man beslutter sig for at gribe knoglen og ringe en veninde op fordi man bare vil høre hvordan det går.  Hvor man, i hendes tone og måde at tale på, kan høre at man bare kan finde ud af det på Facebook, snappen, twitter eller andre steder.

Men de nære bekendtskaber og venskaber? de har ændret sig, og jeg savner dem.

Da jeg var syg med min lungetingest, og var på sygedagpenge i 8 måneder sidste år, følte jeg mig som om jeg var inde i en osteklokke. Jeg måtte ikke have nogen som helst erhvervsmæssig aktivitet, hvilket også inkluderede ikke at skrive på mine blogs eller varetage events. Men jeg kunne læse og jeg kunne være med på en lytter. Det var et underligt tidspunkt i mit liv, for samtidig med at hver eneste status jeg skrev om min sygdom fik en masse emoji-hjerter, kram og knus, var der et fåtal der ringede og hørte hvordan jeg egentlig havde det.  Der var mange der distancerede sig fra mig, og sagde ting som ’sig til når vi skal tage en kaffe’ hvor jeg måtte fremstamme at jeg altså ikke rørte mig særlig meget pga af lungetingesten der havde taget bolig i min krop. At hente min datter fra en legeaftale var mig fuldstændig uoverkommeligt. Der var veninder og forretningssamarbejder der gik i vasken fordi de aldrig hørte fra mig imens jeg var syg. Jeg havde travlt med andre ting – vigtigere ting. Der var veninder der ikke kunne overskue at komme forbi fordi de havde travlt med deres liv. Imens kæmpede jeg hver dag for at gå ud i køkkenet og tage en kop te, eller endnu værre, op af trapperne på toilettet.  Bedste veninder der havde travlt med deres liv og forsvandt længere væk i en grå sø af like-venner.

Imens jeg sad på min sofa, med min healer-hund, læste selvhjælpsbøger, tænkte positive tanker, og prøvede at elske mig selv igennem det helvede, en alvorlig sygdom er. Det var hårdt. Jeg kan stadigvæk ikke fortælle om den nat de kom og hentede mig i ambulance hvor min datter stod og græd på trappen og spurgte hvorfor jeg skulle på hospitalet igen. Jeg fremstammede at det var fordi jeg skulle blive rask. Men lige på det tidspunkt var jeg i tvivl om det var for at blive rask eller for at få fred til at dø. Jeg begynder at græde hver gang. Måske fordi jeg aldrig nogensinde har været så sårbar og blottet før.

I de dage så jeg mine tætte kære venner og veninder der dukkede op på hospitalet for at støtte op om mig. Nogen kom endda med sushi, så selv sygeplejerskerne blev møgmisundelige. Andre holdt mig i hånden hele tiden igennem sms’er beskeder, blomster og besøg.

Det bedste ved næsten at være kommet sig 100 % (jeg skal nok nå det) er dog at reache ud til min grå sø af like-venner igen. Mange siger at de ikke vidste hvordan de skulle relatere til min sygdom. De blev mundlamme og vidste ikke hvad de skulle sige. Sygdom er et svært emne for mange. I get it. Men tænk over at næste gang nogen i din omgangskreds bliver alvorlig syg så hjælp så meget du kan. Gå ‘above the like’ og send en besked eller grib knoglen og ring.

rock on henriette weber

 

 

 

At blogge: Kærligheden fra mit netværk er mit drug

Hvorfor blogge ?

Det er et spørgsmål man tit får stillet når man er ude og holde foredrag, og  det er et spørgsmål jeg tit får stillet af mit advisory board i Toothless Tiger: “Hvorfor i alverden bruger du så meget tid på dette evindelige skriveri og at blogge på internettet?”

blogge : the love from my network is my perfect drug

Jeg har jo et par virksomheder og et par netværk der skal køres.

På mit højeste havde jeg fire steder jeg skrev. På dansk havde jeg en ekspert blog om sociale medier på amino.dk og en blog omkring business unusual på det nu hedengangne erhvervsbladet. På engelsk havde jeg henrietteweber.com og var fast skribent på Green Girls Global.

Hvorfor skal man blogge ?

Da jeg begyndte min blog i 2005 på henrietteweber.com, mener jeg nok at jeg var omkring den 9. i Danmark der havde startet en blog (er lige blevet gjort opmærksom på, at det ikke kan have været tilfældet ud fra nogen gamle statistikker).  Anyway, min blog havde et rebellisk “lad os ændre hele forretningsverdenen” fokus.

Det at jeg havde en ventil for alt hvad jeg syntes der var galt med det danske og globale forretningslandskab, og hvordan vi agerede i det forretningslandskab var fantastisk for min iværksætter udvikling. Alt min Naomi Klein, Kalle Lasn og Eric Schlosser rebelliskhed skulle ud på en måde.

Jeg ville også føle mig modig.

Jeg tror at folk de blogger fordi de ikke kan lade være. For mig er mine blogs, ligesom et narkotikum, istedet for mine evindelige teenage digte (bare rolig dem kommer i aldrig til at se).

Jeg føler det lidt som at råbe på internettet. Og det er i høj grad min blog der har gjort, at jeg kan arbejde med det digitale, strategiske, krøllede, kreative og til tider rebelliske som jeg gør idag. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at skrive og optage og dokumentere. En blog og det at blogge gør også underværker når man taler om at udvikle et personligt brand. Jeg tror ikke der er andre bedre måder at udvikle et personligt brand digitalt.

Jeg har som sådan en strategi for, eller mål for hvad der skal skrives på mine blogs eller mine sites. Indholdet udspringer af små sætninger der kommer op i hovedet på mig, på tilfælde tidspunkter: skøre idéer.

For mig  som iværksætter, handler det at blogge, om at føle at mit netværk backer mig op

Jeg vil føle mig støttet som iværksætter.  Det kan godt være at jeg, i nogens øjne, er verdens mest hardcore og frygtløse person, men jeg er også verdens følsommeste og usikre. Og det kan godt være at jeg tit siger “jamen jeg er ligeglad med hvad andre folk syntes”, men det er vigtigt for mig at føle mig støttet og vide at.. well, i allesammen har min røv på hver jeres måde.

Så det kan godt være at pagerank, ekspertise og alt muligt andet er rigtig vigtigt for en virksomhed, men i mit tilfælde er det at skrive et af mine morgenritualer for at gå på “arbejde”. Jeg er først rigtig igang efter at jeg har skrevet noget ned til jer allesammen. Jeg glæder mig til at blogge og vide at jeg har delt min kreativitet og mine forundringer med jer.

Der er ikke noget bedre for mig end at møde folk i byen og høre at de elsker den artikel jeg skrev for 3 måneder siden på min blog.

At jeg giver dem noget af værdi. At de følger med. Det får mig til at føle at jeg kan erobre hele verden og det er endegyldigt vigtigt for mig, og mit personlige drive. Jeg skal bare føle jeg gør en kæmpe forskel for folk. Derfor elsker jeg også når folk deler, liker, kommenterer, kritiserer eller diskuterer.

Men – det er ikke for alle

Der er mange derude der ikke har samme bevægsgrunde for at blogge som jeg har. Der er også mange hvor skriften ikke er det primære, hvor lyden eller videoer det primære. Der er mange der ikke har brug for at skrive ud til verden hele tiden og konstant. Der er mange der siger “fuck det, nu har jeg bare en facebook side jeg driver mit brand fra”. Jeg har bare brug for at have et par steder på internettet jeg driver, og hvor det ikke er oppe til om jeg kan tweake en eller anden edge rank for at nå de mennesker der allerede har givet tilkende at de “liker” hvad jeg laver. Jeg har brug for et hjem på internettet hvor alle de fantastiske sociale medier er ambassader hvor man kan nå mig på.

Where I can do what I goddamn please.

Og det kan jeg på en blog.

Derfor blogger jeg. Derfor skriver jeg. Kærligheden fra mit netværk er mit drug.