Danmark uden d-factor

danmark uden d-factor

Kan vi love vores børn en fremtidig dansk arbejdsplads uden at uddanne dem i personlig jobskabelse, entrepreneurskab eller digitalitet?

Jeg kan sidde her i mit snedækkede hus i midten af December og råbe lige så højt på internettet omkring Danmarks digitale fremtid, uden at der sker noget. Jeg kan holde nok så mange møder med kommuner og væksthuse og jeg skal komme efter dig, uden at der sker noget. Jeg kan skrive tweets og blogindlæg og debatter og kronikker og essays, uden at der sker noget.

Vi har nemlig et problem.

Et problem, der gør, at små virksomheder i udkantsdanmark må dreje nøglen om, fordi de ikke forstår omfanget og mulighederne i digitaliteten. Fordi de synes, at det at lave en webshop, er besværligt.

Et problem, der gør, at vores digitale startupscene ikke bliver taget seriøst i udlandet – for hvis vi ikke selv sætter gang i kreativiteten og tilstedeværelsen, der hvor de digitale folk er, hvorfor skulle de så kigge vores vej?
Et problem, der gør, at digitale initiativer og kampagner bliver stoppet længere oppe i hierarkiet i virksomhederne/kommunerne/de vækstskabende initativer, fordi lederne ikke forstår digitaliteten. De vil gerne prøve sig frem og være sikre på, at digitalitet er resultatskabende på bundlinjen, men de har ikke lyst til at fremme den proces ved at ændre på noget hos sig selv.

Hvordan hænger fjollede videoer sammen med digitalitet ?
Problemet er, at vi i Danmark ikke er parate til at være et d-land. Mest fordi, vi ikke tror på det selv. Mest fordi, det går så godt af sig selv. Og vi skal da i hvert fald ikke tage fjollede videoer af kattekillinger på YouTube seriøst?
Jo. Enhver CEO med respekt for sig selv burde vide, hvad det sidste kattekilling-meme på internettet har været. Det burde enhver politiker også – og enhver arbejdsløs. Digitalitet er seriøst.

Et andet problem er, at startupscenen i Danmark ikke eksisterer uden udlandet.
“Jamen vi har jo væksthusene,” siger man så. Bevares. Væksthuse, der giver middelrådig rådgivning, laver et væksthjul for dig og slår på tromme, men ikke vil betale penge for at få de virkeligt skarpe til at vækste de danske virksomheder.

Der er ikke særlig mange virksomheder, der ved, hvordan man tager digital action. Spørgsmålet er, hvor mange i Danmark, der rent faktisk ved det.
Hvor mange, der går i nørdmode og læser 1700 artikler hver dag i deres Google læser. Hvor mange, der ser, at hittail og socialbro og hootsuite er de værktøjer, vi skal tale om, hvis vi vil optimere vores sociale performance og return on involvement i modsætning til at putte penge i Facebook annoncer for at få flere til at synes godt om os.
Der er ikke særligt mange, der indser, at for at få et job skal man ikke være jobsøgende. Man skal være jobskabende. Kreativt tænkende og implementerbar. Mene noget. Turde noget. I stedet venter vi på, at kaput-pakker vil redde os.

Kontinuitet vs. kampagnetankegang

Vi har virksomheder, der lægger digitale opgaver hos reklamebureauerne, fordi de er vant til at tænke i kampagnetankegange. Hvis vi virkelig var et d-land, ville vi lægge dem hos virksomheder og i ledelser, der forstod den digitale kontinuitet, forstod at branding og business skal laves på 1 til 1-niveau.

Men kender vi den digitale implementeringsfase og er vi parate til hvad der kommer lige om hjørnet?

Det faktum, at hvert år bliver vores teknologiske værktøjer dobbelt så stærke som året før – og hvad det gør for os som samfund, individer, virksomheder og stat? Det faktum, at ethvert barn, der bliver født i Danmark, er født som aktivt tænkende og legende med flere forskellige sanser i sving på en gang, i hurtigere og hurtigere omgivelser og medier -i stedet for passivt fjernsynsseende?

Kan vi overskue det i vores uddannelsessystem, hvor koncentrationsbesvær efterhånden er noget, som alle børn har – ikke, fordi de ikke kan koncentrere sig, men fordi deres hjerner arbejder på en helt anden hastighed og frekvens end den, de forventes at lære i ved at kigge på en tavle og høre hvad en lærer siger?
Kan vi overhovedet love dem en fremtidig dansk arbejdsplads uden at uddanne dem i personlig jobskabelse, entrepreneurskab eller digitalitet?

Hvad vil det sige, at Danmark skal være et d-land ?
På en Next Berlin konference i maj i Berlin spurgte den svenske professor Alexander Bard alle blandt publikum, hvem der var parat til at dø for deres fædreland. Det var stort set ingen.
Der er efterhånden sket så mange ændringer i verden, som ikke er blevet opfanget af de forskellige nationer. Samtidig sidder vi alle sammen og venter på, at en eller anden klimaaftale bliver truffet af vores nationers overhoveder – så vi kan føle, at vi giver kloden videre til vores børn i nogenlunde tilstand.

Den aftale har vi ventet på i mange år. Kommer den? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at der er mennesker – individer og små virksomheder – der gør deres for at vi alle føler, at vi tager de rigtige skridt hen mod en klimaaftale.
Det bliver bare mere målfast og optimerbart.

Mennesker, der forstår dele af digitaliteten, og som ved, at hvis der er én ting, det digitale hænger sammen med, så er det handling og planlægning. Handling og planlægning på 1 til 1 niveau. Så det kunne være at hvis vi begyndte at omfavne og implementere digitaliteten bedre i samfundet, at folk ville tage handling selv.

Hvad er vi oppe mod ?
Vi er oppe mod folk, der for længst har set det digitale og det entreprenante som deres største mulighed, og som har gjort det til en del af deres DNA.
Vi er oppe mod 16-årige editors-in-chief med deres eget iPad-magasin. Vi er oppe mod kode-camps for 10-årige i Silicon Valley. Og i stedet for at omfavne dette virker det som om, vi er blevet lullet i søvn af vores egen selvfedme. At realitystjernene har sejret. At alt der bliver vidst i medierne ikke handler om at inkludere andre, men at ekskludere dem. Politik. Skoler. Valgkampe. TV-shows.
Når jeg er taler eller deltager eller skriver fra de teknologiske konferencer i udlandet, ser jeg så mange digitale initiativer fra andre lande, der afspejler et øko-system, der tager hånd om digitaliteten.
På Le Web i Paris, december 2012, var der blandt andet et statsstøttet initiativ fra Sverige, som havde taget deres 16 fremmeste digitale startups med. Derudover blev alle i berøring med det digitale Sverige inviteret til lukket fest på den svenske ambassade i Paris.
Det giver følelsen af, at det er en industri og en branche, der bliver taget seriøst af regeringen. Og jo, der er da danskere med til de store konferencer. 10 stykker ud af 5000. Men Danmark kan du ikke se nogle steder.

Løsningen på vores d-lands problem?
Vi skal forstå, at digitalitet er noget, man indtjener og man skal arbejde for – ikke noget man bare får givet. Det skal være implementerbart, iværksættende og involverende.
Men så længe, der er 3 ugers svartid fra SKAT, og din restanceopgørelse kun bliver opgjort en gang om måneden, bliver vi ikke et d-land. Der er skam virksomheder, som mandsopdækker deres Facebook-sider og twitter-profiler 24-7. Men så længe magthavere og beslutningstagere ikke er del af løsningen og ikke går forrest i digitalitetens tjeneste, hvorfor skulle vi andre så?

Og så længe, digitaliteten herhjemme er lukket i dyre erfa- og netværksgrupper, som ikke rigtig mødes, fordi deres hverdag er for travl, og i organisationer, der ser cookie-lovgivningen som den største udfordring for digitaliteten, bliver vi ikke et d-land.

I globale webkredse har man set det faktum i øjnene, at en stor del af vores forbrugsgoder i hjemmene indenfor de næste 3-5 år kommer til at være crowdfundede og crowdinvestede. Altså finansieret, ikke af banker, men af dig og mig – uden mellemled.

Digitalitet er ikke noget enestående. Det er en kombination af mange ting. Men det er især at hanke op i sig selv, sætte gang i sine egne hjul og være lydhøre og parate overfor de digitale forandringer – og sætte dem i system. Det er at gå forrest. Og vi kan ikke gøre det blandt andre lande nu – der er vi for sent ude. Men vi kan bruge vores fremragende danske kreativitet, skørhed, sarkasme, mod og vikingeblod til at blive blandt de bedste til at uddanne vores samfund til morgendagen i stedet for dagen i går.

We are what we do. Vi bliver, hvad vi spiser. Vi er ikke det, vi kun taler om – eller det, vi med venstre hånd smider ud på Facebook.  Danmark skal have en digital identitet ud over nationalstaten som ikke særlig mange vil dø for. Vi skal have et manifest for den digitale danskhed skrevet ned i 10 punkter og visualiseret i et infogram på pinterest. Som vi allesammen kan skrive under på – eller like om i vil.

Digitaliteten kræver handling, og nye standarder. Ikke på Danske Bank-måden, men på den entreprenante måde. Kom så i gang, Danmark. Ellers send mig et tweet.

 

Dette er et essay jeg skrev til dansk IT for et stykke tid siden (nærmere et par år). Jeg faldt over det og tænkte at det da skulle på henrietteweber.dk.

rock on henriette weber

5,58 millioner incognito digitale indfødte

Jeg fik en henvendelse fra Dansk IT om at deltage i en essay konkurrence omkring Danmark som digital frontløber. Desværre vandt mit essay ikke konkurrencen, noget jeg havde håbet på, fordi prisen var en middag med vækstministeren (ved ikke om det er den nye – eller den gamle). Men jeg kunne så godt tænke mig at fortælle dem hvordan de danske iværksættere og internet startups de bliver set på udefra Europa og USA. Hvordan man ikke kan råbe nogen af handelskamrene op fordi de ikke syntes det er vigtigt. Jeg syntes det er en kæmpe del af Danmarks fremtid og her er hvad jeg skrev til konkurrencen:

Kan vi love vores børn en fremtidig dansk arbejdsplads uden at uddanne dem i personlig jobskabelse, entrepreneurskab eller digitalitet?

Jeg kan sidde her i mit snedækkede hus i midten af December og råbe lige så højt på internettet omkring Danmarks digitale fremtid, det skal være, uden at der sker noget. Jeg kan holde nok så mange møder med kommuner og væksthuse og jeg skal komme efter dig, uden at der sker noget. Jeg kan skrive tweets og blogindlæg og debatter og kronikker og essays, uden at der sker noget.
Vi har nemlig et problem.
Et problem, der gør, at små virksomheder i udkantsdanmark må dreje nøglen om, fordi de ikke forstår omfanget og mulighederne i digitaliteten. Fordi de synes, at det at lave en webshop, er besværligt. Fordi service er noget, man får inde i butikken, ikke på internettet.
Et problem, der gør, at vores digitale startupscene ikke bliver taget seriøst i udlandet – for hvis vi ikke selv sætter gang i kreativiteten og tilstedeværelsen, der hvor de digitale folk er, hvorfor skulle de så kigge vores vej?
Et problem, der gør, at digitale initiativer og kampagner bliver stoppet længere oppe i hierarkiet i virksomhederne/kommunerne/de vækstskabende initativer, fordi lederne ikke forstår digitaliteten. De vil gerne prøve sig frem og være sikre på, at digitalitet er resultatskabende på bundlinjen, men de har ikke lyst til at fremme den proces ved at ændre på noget hos sig selv.

Vi er ikke parate til at være et digitalt land

Problemet er, at vi i Danmark ikke er parate til at være et d-land. Mest fordi, vi ikke tror på det selv. Mest fordi, det går så godt af sig selv. Og vi skal da i hvert fald ikke tage fjollede videoer af kattekillinger på YouTube seriøst?
Jo. Enhver CEO med respekt for sig selv burde vide, hvad det sidste kattekilling-meme på internettet har været. Det burde enhver politiker også – og enhver arbejdsløs. Digitalitet er seriøst.
Et andet problem er, at startupscenen i Danmark ikke eksisterer uden udlandet.
“Jamen vi har jo væksthusene,” siger man så. Bevares. Væksthuse, der giver middelrådig rådgivning, laver et væksthjul for dig og slår på tromme, men ikke vil betale penge for at få de virkeligt skarpe til at vækste de danske virksomheder.
Der er ikke særlig mange virksomheder, der ved, hvordan man tager digital action. Spørgsmålet er, hvor mange i Danmark, der rent faktisk ved det.
Hvor mange, der går i nørdmode og læser 1700 artikler hver dag i deres Google læser. Hvor mange, der ser, at hittail og socialbro og hootsuite er de værktøjer, vi skal tale om, hvis vi vil optimere vores sociale performance og return on involvement i modsætning til at putte penge i Facebook annoncer for at få flere til at synes godt om os.
Der er ikke særligt mange, der indser, at for at få et job skal man ikke være jobsøgende. Man skal heller ikke være jobopsøgende. Man skal være jobskabende. Kreativt tænkende og implementerbar. Mene noget. Turde noget. I stedet venter vi på, at kaput-pakker vil redde os.

Alle de digitale nørder tror på det, hvorfor så ikke resten af Danmark?

Vi har virksomheder, der lægger digitale opgaver hos reklamebureauerne, fordi de er vant til at tænke i kampagnetankegange. Hvis vi virkelig var et d-land, ville vi lægge dem hos virksomheder og i ledelser, der forstod den digitale kontinuitet, forstod at branding og business skal laves på 1 til 1-niveau.
Vi har digitale egoer og eksperter, der er blæst op til ukendelighed, fordi de har fundet ud af, at hvis man sidder og oversætter alle mashable.com’s artikler til dansk, så har man et publikum.
Men kender vi implementeringsfasen? Kan vi overskue konsekvenserne af Moore’s Lov? Det faktum, at hvert år bliver vores teknologiske værktøjer dobbelt så stærke som året før – og hvad det gør for os som samfund? Det faktum, at ethvert barn, der bliver født i Danmark, er født som aktivt tænkende og legende med flere forskellige sanser i sving på en gang, i hurtigere og hurtigere omgivelser og medier -i stedet for passivt fjernsynsseende?
Kan vi overskue det i vores uddannelsessystem, hvor koncentrationsbesvær efterhånden er noget, som alle børn har – ikke, fordi de ikke kan koncentrere sig, men fordi deres hjerner arbejder på en helt anden hastighed og frekvens end den, de forventes at lære i ved at kigge på en tavle og høre hvad en lærer siger?
Kan vi overhovedet love dem en fremtidig dansk arbejdsplads uden at uddanne dem i personlig jobskabelse, entrepreneurskab eller digitalitet?

Hvad vil det sige, at Danmark skal være et d-land ?

På en Next Berlin konference i maj i Berlin spurgte den svenske professor Alexander Bard alle blandt publikum, hvem der var parat til at dø for deres fædreland. Det var stort set ingen.
Der er efterhånden sket så mange ændringer i verden, som ikke er blevet opfanget af de forskellige nationer. Samtidig sidder vi alle sammen og venter på, at en eller anden klimaaftale bliver truffet af vores nationers overhoveder – så vi kan føle, at vi giver kloden videre til vores børn i nogenlunde tilstand.
Den aftale har vi ventet på i mange år. Kommer den? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at der er mennesker – individer og små virksomheder – der gør deres for at vi alle føler, at vi tager de rigtige skridt hen mod en klimaaftale.
Det bliver bare mere målfast og optimerbart.
Mennesker, der forstår dele af digitaliteten, og som ved, at hvis der er én ting, det digitale hænger sammen med, så er det handling og planlægning. Handling og planlægning på 1 til 1 niveau. Så det kunne være at hvis vi begyndte at omfavne og implementere digitaliteten bedre i samfundet, at folk ville tage handling selv.

Hvad er Danmark som digitalt land vi oppe mod ?

Vi er oppe mod folk, der for længst har set det digitale og det entreprenante som deres største mulighed, og som har gjort det til en del af deres DNA.
Vi er oppe mod 16-årige editors-in-chief med deres eget iPad-magasin. Vi er oppe mod kode-camps for 10-årige i Silicon Valley. Og i stedet for at omfavne dette virker det som om, vi er blevet lullet i søvn af vores egen selvfedme. At realitystjernene har sejret.
Når jeg er taler eller deltager eller skriver fra de teknologiske konferencer i udlandet, ser jeg så mange digitale initiativer fra andre lande, der afspejler et øko-system, der tager hånd om digitaliteten.
På Le Web i Paris, december 2012, var der blandt andet et statsstøttet initiativ fra Sverige, som havde taget deres 16 fremmeste digitale startups med. Derudover blev alle i berøring med det digitale Sverige inviteret til lukket fest på den svenske ambassade i Paris.
Det giver følelsen af, at det er en industri og en branche, der bliver taget seriøst af regeringen. Og jo, der er da danskere med til de store konferencer. 10 stykker ud af 5000. Men Danmark kan du ikke se nogle steder.

Løsningen på vores d-lands problem?

Vi skal forstå, at digitalitet er noget, man indtjener og man skal arbejde for – ikke noget man bare får givet. Det skal være implementerbart, iværksættende og involverende.
Men så længe, der er 3 ugers svartid fra SKAT, og din restanceopgørelse kun bliver opgjort en gang om måneden, bliver vi ikke et d-land. Der er skam virksomheder, som mandsopdækker deres Facebook-sider og twitter-profiler 24-7. Men så længe magthavere og beslutningstagere ikke er del af løsningen og ikke går forrest i digitalitetens tjeneste, hvorfor skulle vi andre så?
Og så længe, digitaliteten herhjemme er lukket i dyre erfa- og netværksgrupper, som ikke rigtig mødes, fordi deres hverdag er for travl, og i organisationer, der ser cookie-lovgivningen som den største udfordring for digitaliteten, bliver vi ikke et d-land.
I globale webkredse har man for eksempel set det faktum i øjnene, at en stor del af vores forbrugsgoder i hjemmene indenfor de næste 3-5 år kommer til at være crowdfundede og crowdinvestede. Altså finansieret, ikke af banker, men af dig og mig – uden mellemled.
Digitalitet er ikke noget enestående. Det er en kombination af mange ting. Men det er især at hanke op i sig selv, sætte gang i sine egne hjul og være lydhøre og parate overfor de digitale forandringer – og sætte dem i system. Det er at gå forrest. Og vi kan ikke gøre det blandt andre lande nu – der er vi for sent ude. Men vi kan bruge vores fremragende danske kreativitet, skørhed, sarkasme, mod og vikingeblod til at blive blandt de bedste til at uddanne vores samfund til morgendagen i stedet for dagen i går.
We are what we do. Vi bliver, hvad vi spiser. Vi er ikke det, vi kun taler om – eller det, vi med venstre hånd smider ud på Facebook. Digitaliteten kræver nye standarder. Ikke på Danske Bank-måden, men på den entreprenante måde. Kom så i gang, Danmark.

Ellers send mig et tweet.
rock on henriette weber