En grå sø af like venner

Jeg har virkelig svært ved at acceptere, er at en stor del af nærheden blandt folk er blevet digitaliseret. Det er nok den største udfordring som jeg ser at internettet har givet os: at kunne connecte med 1000 mennesker på ingen tid og uden den største anstrengelse. Men der er også en hel del der er forsvundet med opstanden af de såkaldte ‘like-venner’: en del af nærheden mellem mennesker. At man kan få en følelse af misforståethed når man beslutter sig for at gribe knoglen og ringe en veninde op fordi man bare vil høre hvordan det går.  Hvor man, i hendes tone og måde at tale på, kan høre at man bare kan finde ud af det på Facebook, snappen, twitter eller andre steder.

Men de nære bekendtskaber og venskaber? de har ændret sig, og jeg savner dem.

Da jeg var syg med min lungetingest, og var på sygedagpenge i 8 måneder sidste år, følte jeg mig som om jeg var inde i en osteklokke. Jeg måtte ikke have nogen som helst erhvervsmæssig aktivitet, hvilket også inkluderede ikke at skrive på mine blogs eller varetage events. Men jeg kunne læse og jeg kunne være med på en lytter. Det var et underligt tidspunkt i mit liv, for samtidig med at hver eneste status jeg skrev om min sygdom fik en masse emoji-hjerter, kram og knus, var der et fåtal der ringede og hørte hvordan jeg egentlig havde det.  Der var mange der distancerede sig fra mig, og sagde ting som ’sig til når vi skal tage en kaffe’ hvor jeg måtte fremstamme at jeg altså ikke rørte mig særlig meget pga af lungetingesten der havde taget bolig i min krop. At hente min datter fra en legeaftale var mig fuldstændig uoverkommeligt. Der var veninder og forretningssamarbejder der gik i vasken fordi de aldrig hørte fra mig imens jeg var syg. Jeg havde travlt med andre ting – vigtigere ting. Der var veninder der ikke kunne overskue at komme forbi fordi de havde travlt med deres liv. Imens kæmpede jeg hver dag for at gå ud i køkkenet og tage en kop te, eller endnu værre, op af trapperne på toilettet.  Bedste veninder der havde travlt med deres liv og forsvandt længere væk i en grå sø af like-venner.

Imens jeg sad på min sofa, med min healer-hund, læste selvhjælpsbøger, tænkte positive tanker, og prøvede at elske mig selv igennem det helvede, en alvorlig sygdom er. Det var hårdt. Jeg kan stadigvæk ikke fortælle om den nat de kom og hentede mig i ambulance hvor min datter stod og græd på trappen og spurgte hvorfor jeg skulle på hospitalet igen. Jeg fremstammede at det var fordi jeg skulle blive rask. Men lige på det tidspunkt var jeg i tvivl om det var for at blive rask eller for at få fred til at dø. Jeg begynder at græde hver gang. Måske fordi jeg aldrig nogensinde har været så sårbar og blottet før.

I de dage så jeg mine tætte kære venner og veninder der dukkede op på hospitalet for at støtte op om mig. Nogen kom endda med sushi, så selv sygeplejerskerne blev møgmisundelige. Andre holdt mig i hånden hele tiden igennem sms’er beskeder, blomster og besøg.

Det bedste ved næsten at være kommet sig 100 % (jeg skal nok nå det) er dog at reache ud til min grå sø af like-venner igen. Mange siger at de ikke vidste hvordan de skulle relatere til min sygdom. De blev mundlamme og vidste ikke hvad de skulle sige. Sygdom er et svært emne for mange. I get it. Men tænk over at næste gang nogen i din omgangskreds bliver alvorlig syg så hjælp så meget du kan. Gå ‘above the like’ og send en besked eller grib knoglen og ring.

rock on henriette weber

 

 

 

Selvprioritering er ikke selvisk

Hver morgen – før resten af beboerne i “the punkborough” er stået op, går jeg ned i min have med en kop kaffe i min hånd, på bare tæer, og sætter mig på min bænk.

Jeg vikler et tæppe om mig og fylder mig selv med gode intentioner og taknemmelighed for dagen. Der sidder jeg og kigger på mit pippi’ske æbletræ og minder mig selv om mit potentiale, mit livsformål, min sygdom- som der stadigvæk er enormt tæt på, og lader tankerne komme.

Fast forward et par timer når familien er ude af huset. Hvis jeg arbejder hjemmefra, går jeg op på mit kontor, tænder et par stearinlys, clearer hovedet og putter de ting på min to-do liste som jeg skal lave idag.

Det er en del af det jeg prioriterer for mig selv, for at jeg fungerer bedst. Mig. Det er noget jeg gør for at have målet for øje. Formålet. Både det daglige og det store livsformål. Det er noget jeg gør, fordi jeg, måske mere end andre mennesker, har brug for at finde mig og udvikle mig selv. Komme hjem til kernen.

Jeg har ikke kigget på det i lang tid. OK – lad mig lige omformulere det. Jeg har ikke kigget på det nogensinde. “Jeg tror ikke på sådan noget selvprioritering, ritualer, meditation og at definere livsformål” kan jeg høre Henriette for et par år siden sige til hendes veninder over jeg ved ikke hvilken flaske rødvin, blandet ind i brok over andre kvinder og mænd. Dengang troede jeg på noget andet. Noget hårdere, mere drive-agtigt og meget mere maskulint.

Men ting sker og jeg blev klogere. Sygdommen gjorde at jeg kom så langt væk, næsten helt op til himlen og stjernerne. Derfra kunne se, at jeg ville noget andet. Jeg ville noget tættere på. Jeg ville noget hvor jeg var i centrum hele tiden, og det var mig der prioriterede mig, fordi man ikke rigtig kan lade andre prioritere én, hvis man ikke prioriterer sig selv.

Jeg ville noget der ikke hele tiden higede efter noget andet, jeg ville noget, der kun var mig, og kun var kerne – og hvor andre ikke kunne såre mig eller gøre mig arrig og hidsig for det ville det selvprioriterede i mig ikke give det lov til.

Selvprioritering er ikke selvisk. Selvprioritering er så vigtigt .Jeg tror vi alle er født med, hvad der er sandt for os og nogen prioriterer det bare hele tiden. Men nogen af os glemmer det lidt efter lidt fordi vi har så travlt med alt muligt andet. Det plejede at være mig. Men nu kommer jeg dagligt i højere og højere grad tilbage til kernen og styrken, og det er jeg bare så taknemmelig for.

Jeg er tilbage – nu også på dansk!

Så er henrietteweber.dk også oppe og køre igen!

Ser i – jeg har været forfærdelig syg. I et års tid. Jeg har haft en sjælden lungesygdom som der gjorde at jeg ikke kunne arbejde, så derfor skulle jeg på sygedagpenge og når man er det må man ikke lave nogen kommercielle aktiviteter. Så jeg blev nødt til at stoppe begge mine sites og lukke min virksomhed ned.

Jeg har dog været raskmeldt siden 1. Januar – og jeg tager den tid det tager mig at få det hele mit liv på plads igen. Det betyder et par freelance projekter for nogen rigtig cool virksomheder imens jeg lander mig et drømmejob. Jeg har nemlig besluttet at jeg skal ud og kæmpe med det private erhvervsliv som ansat og ikke som selvstændig erhvervsdrivende.

Jeg vil dog forsætte med at skrive herinde på dansk – og på henrietteweber.com på engelsk, med råd, opråb, finurligheder fra forretningsverdenen og hvad livet ellers bringer. Jeg glæder mig så meget til at møde jer igen – digitalt såvel som “i den virkelige verden”.

rock on henriette weber