En grå sø af like venner

Jeg har virkelig svært ved at acceptere, er at en stor del af nærheden blandt folk er blevet digitaliseret. Det er nok den største udfordring som jeg ser at internettet har givet os: at kunne connecte med 1000 mennesker på ingen tid og uden den største anstrengelse. Men der er også en hel del der er forsvundet med opstanden af de såkaldte ‘like-venner’: en del af nærheden mellem mennesker. At man kan få en følelse af misforståethed når man beslutter sig for at gribe knoglen og ringe en veninde op fordi man bare vil høre hvordan det går.  Hvor man, i hendes tone og måde at tale på, kan høre at man bare kan finde ud af det på Facebook, snappen, twitter eller andre steder.

Men de nære bekendtskaber og venskaber? de har ændret sig, og jeg savner dem.

Da jeg var syg med min lungetingest, og var på sygedagpenge i 8 måneder sidste år, følte jeg mig som om jeg var inde i en osteklokke. Jeg måtte ikke have nogen som helst erhvervsmæssig aktivitet, hvilket også inkluderede ikke at skrive på mine blogs eller varetage events. Men jeg kunne læse og jeg kunne være med på en lytter. Det var et underligt tidspunkt i mit liv, for samtidig med at hver eneste status jeg skrev om min sygdom fik en masse emoji-hjerter, kram og knus, var der et fåtal der ringede og hørte hvordan jeg egentlig havde det.  Der var mange der distancerede sig fra mig, og sagde ting som ’sig til når vi skal tage en kaffe’ hvor jeg måtte fremstamme at jeg altså ikke rørte mig særlig meget pga af lungetingesten der havde taget bolig i min krop. At hente min datter fra en legeaftale var mig fuldstændig uoverkommeligt. Der var veninder og forretningssamarbejder der gik i vasken fordi de aldrig hørte fra mig imens jeg var syg. Jeg havde travlt med andre ting – vigtigere ting. Der var veninder der ikke kunne overskue at komme forbi fordi de havde travlt med deres liv. Imens kæmpede jeg hver dag for at gå ud i køkkenet og tage en kop te, eller endnu værre, op af trapperne på toilettet.  Bedste veninder der havde travlt med deres liv og forsvandt længere væk i en grå sø af like-venner.

Imens jeg sad på min sofa, med min healer-hund, læste selvhjælpsbøger, tænkte positive tanker, og prøvede at elske mig selv igennem det helvede, en alvorlig sygdom er. Det var hårdt. Jeg kan stadigvæk ikke fortælle om den nat de kom og hentede mig i ambulance hvor min datter stod og græd på trappen og spurgte hvorfor jeg skulle på hospitalet igen. Jeg fremstammede at det var fordi jeg skulle blive rask. Men lige på det tidspunkt var jeg i tvivl om det var for at blive rask eller for at få fred til at dø. Jeg begynder at græde hver gang. Måske fordi jeg aldrig nogensinde har været så sårbar og blottet før.

I de dage så jeg mine tætte kære venner og veninder der dukkede op på hospitalet for at støtte op om mig. Nogen kom endda med sushi, så selv sygeplejerskerne blev møgmisundelige. Andre holdt mig i hånden hele tiden igennem sms’er beskeder, blomster og besøg.

Det bedste ved næsten at være kommet sig 100 % (jeg skal nok nå det) er dog at reache ud til min grå sø af like-venner igen. Mange siger at de ikke vidste hvordan de skulle relatere til min sygdom. De blev mundlamme og vidste ikke hvad de skulle sige. Sygdom er et svært emne for mange. I get it. Men tænk over at næste gang nogen i din omgangskreds bliver alvorlig syg så hjælp så meget du kan. Gå ‘above the like’ og send en besked eller grib knoglen og ring.

rock on henriette weber

 

 

 

Mig? jeg slår hovedet ned i bordet over ‘de superkloge drenge’

Er der nogen af jer der har hørt om programmet ‘de superkloge drenge?’ det bliver sendt på TV2 og det har 4 drenge der er superkloge med. Jeg blev sådan lidt ‘meh’ over det. Tændte for fjernsynet imorges – så teaseren for det, og slukkede hurtigt igen. Hvorfor i alverden har de ikke kunne finde en superklog pige? er de der ikke? Eller har man ikke kigget hårdt nok efter dem? Fordi vi bare er vant til at at der ikke er superkloge piger? i klasselokalerne, på konferencerne, i startupsne – you get my drift.

Afsnit 1 hedder ‘ kampen for at udfordre sin hjerne’. Signalværdien i at ikke have piger med i sådan et program er røvdårlig for at sige det mildt. Signalerne har kæmpe betydning.

Vi taler tit om det herhjemme fordi min datter hun elsker at spille fodbold, men det er virkelig en sport der er gennemsyret af drenge.

Min datter ville f.eks godt være boldhenter til en af fodboldkampene, og selvom hun blev indbudt velkomment, så fik hun også at vide at pigerne de jo ‘plejer’ at ville være cheerleadere! – så stod mama her og blev røvarrig i hovedet og stammede ud at det MÅSKE godt kunne være at MIN pige hun IKKE havde lyst til at være cheerleader og hellere vil være bolddreng! En af mine top-passioner, og en af grundene til at jeg lavede geek girl magazine og geek girl danmark var at min datter ikke skulle føle sig forkert ligegyldig hvad hun valgte for sig selv. Om hun så var en pige der elskede lyserød, kjoler, dans og makeup eller en aktiv pige der spiller fodbold og mener at lego mindstorms og 3d printing er det bedste og sejeste ever, så skal hun ikke føle sig forkert. Nok fordi jeg tit føler mig forkert. Og det er noget jeg har kæmpet med hele livet stort set. Fordi jeg altid har været mig selv, lidt ’små-underlig’ og slet ikke som de andre.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at vi måske også er blevet serveret stikpiller hele tiden fra mediernes og andres side om, hvad piger kan og ikke kan – i vores tilfælde om blandt andet tech og iværksætteri. Det gør at vi ALLE sammen herinde er totalt stjerner på himlen der har en indre rebel der siger ‘jeg gør hvad der passer mig’ – og at der ikke er nogen der skal fortælle mig om jeg skal være bolddreng, superklog dreng eller cheerleader…. kun mig og mine interesser. Anyway – mit bedste svar til min datter var at hvis hun gerne vil være bolddreng – så skal hun det. Fordi hun skal ikke fremhæves eller diskrimineres på baggrund af hendes køn, hvis jeg kan afhjælpe det.. Hun skal bare have lov til at være hvem hun er – godmorgen!

(dette indlæg blev skrevet i geek girl Danmark her til morges, syntes det var rigtig vigtigt så smed det også på bloggen her)

Danmark uden d-factor

danmark uden d-factor

Kan vi love vores børn en fremtidig dansk arbejdsplads uden at uddanne dem i personlig jobskabelse, entrepreneurskab eller digitalitet?

Jeg kan sidde her i mit snedækkede hus i midten af December og råbe lige så højt på internettet omkring Danmarks digitale fremtid, uden at der sker noget. Jeg kan holde nok så mange møder med kommuner og væksthuse og jeg skal komme efter dig, uden at der sker noget. Jeg kan skrive tweets og blogindlæg og debatter og kronikker og essays, uden at der sker noget.

Vi har nemlig et problem.

Et problem, der gør, at små virksomheder i udkantsdanmark må dreje nøglen om, fordi de ikke forstår omfanget og mulighederne i digitaliteten. Fordi de synes, at det at lave en webshop, er besværligt.

Et problem, der gør, at vores digitale startupscene ikke bliver taget seriøst i udlandet – for hvis vi ikke selv sætter gang i kreativiteten og tilstedeværelsen, der hvor de digitale folk er, hvorfor skulle de så kigge vores vej?
Et problem, der gør, at digitale initiativer og kampagner bliver stoppet længere oppe i hierarkiet i virksomhederne/kommunerne/de vækstskabende initativer, fordi lederne ikke forstår digitaliteten. De vil gerne prøve sig frem og være sikre på, at digitalitet er resultatskabende på bundlinjen, men de har ikke lyst til at fremme den proces ved at ændre på noget hos sig selv.

Hvordan hænger fjollede videoer sammen med digitalitet ?
Problemet er, at vi i Danmark ikke er parate til at være et d-land. Mest fordi, vi ikke tror på det selv. Mest fordi, det går så godt af sig selv. Og vi skal da i hvert fald ikke tage fjollede videoer af kattekillinger på YouTube seriøst?
Jo. Enhver CEO med respekt for sig selv burde vide, hvad det sidste kattekilling-meme på internettet har været. Det burde enhver politiker også – og enhver arbejdsløs. Digitalitet er seriøst.

Et andet problem er, at startupscenen i Danmark ikke eksisterer uden udlandet.
“Jamen vi har jo væksthusene,” siger man så. Bevares. Væksthuse, der giver middelrådig rådgivning, laver et væksthjul for dig og slår på tromme, men ikke vil betale penge for at få de virkeligt skarpe til at vækste de danske virksomheder.

Der er ikke særlig mange virksomheder, der ved, hvordan man tager digital action. Spørgsmålet er, hvor mange i Danmark, der rent faktisk ved det.
Hvor mange, der går i nørdmode og læser 1700 artikler hver dag i deres Google læser. Hvor mange, der ser, at hittail og socialbro og hootsuite er de værktøjer, vi skal tale om, hvis vi vil optimere vores sociale performance og return on involvement i modsætning til at putte penge i Facebook annoncer for at få flere til at synes godt om os.
Der er ikke særligt mange, der indser, at for at få et job skal man ikke være jobsøgende. Man skal være jobskabende. Kreativt tænkende og implementerbar. Mene noget. Turde noget. I stedet venter vi på, at kaput-pakker vil redde os.

Kontinuitet vs. kampagnetankegang

Vi har virksomheder, der lægger digitale opgaver hos reklamebureauerne, fordi de er vant til at tænke i kampagnetankegange. Hvis vi virkelig var et d-land, ville vi lægge dem hos virksomheder og i ledelser, der forstod den digitale kontinuitet, forstod at branding og business skal laves på 1 til 1-niveau.

Men kender vi den digitale implementeringsfase og er vi parate til hvad der kommer lige om hjørnet?

Det faktum, at hvert år bliver vores teknologiske værktøjer dobbelt så stærke som året før – og hvad det gør for os som samfund, individer, virksomheder og stat? Det faktum, at ethvert barn, der bliver født i Danmark, er født som aktivt tænkende og legende med flere forskellige sanser i sving på en gang, i hurtigere og hurtigere omgivelser og medier -i stedet for passivt fjernsynsseende?

Kan vi overskue det i vores uddannelsessystem, hvor koncentrationsbesvær efterhånden er noget, som alle børn har – ikke, fordi de ikke kan koncentrere sig, men fordi deres hjerner arbejder på en helt anden hastighed og frekvens end den, de forventes at lære i ved at kigge på en tavle og høre hvad en lærer siger?
Kan vi overhovedet love dem en fremtidig dansk arbejdsplads uden at uddanne dem i personlig jobskabelse, entrepreneurskab eller digitalitet?

Hvad vil det sige, at Danmark skal være et d-land ?
På en Next Berlin konference i maj i Berlin spurgte den svenske professor Alexander Bard alle blandt publikum, hvem der var parat til at dø for deres fædreland. Det var stort set ingen.
Der er efterhånden sket så mange ændringer i verden, som ikke er blevet opfanget af de forskellige nationer. Samtidig sidder vi alle sammen og venter på, at en eller anden klimaaftale bliver truffet af vores nationers overhoveder – så vi kan føle, at vi giver kloden videre til vores børn i nogenlunde tilstand.

Den aftale har vi ventet på i mange år. Kommer den? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at der er mennesker – individer og små virksomheder – der gør deres for at vi alle føler, at vi tager de rigtige skridt hen mod en klimaaftale.
Det bliver bare mere målfast og optimerbart.

Mennesker, der forstår dele af digitaliteten, og som ved, at hvis der er én ting, det digitale hænger sammen med, så er det handling og planlægning. Handling og planlægning på 1 til 1 niveau. Så det kunne være at hvis vi begyndte at omfavne og implementere digitaliteten bedre i samfundet, at folk ville tage handling selv.

Hvad er vi oppe mod ?
Vi er oppe mod folk, der for længst har set det digitale og det entreprenante som deres største mulighed, og som har gjort det til en del af deres DNA.
Vi er oppe mod 16-årige editors-in-chief med deres eget iPad-magasin. Vi er oppe mod kode-camps for 10-årige i Silicon Valley. Og i stedet for at omfavne dette virker det som om, vi er blevet lullet i søvn af vores egen selvfedme. At realitystjernene har sejret. At alt der bliver vidst i medierne ikke handler om at inkludere andre, men at ekskludere dem. Politik. Skoler. Valgkampe. TV-shows.
Når jeg er taler eller deltager eller skriver fra de teknologiske konferencer i udlandet, ser jeg så mange digitale initiativer fra andre lande, der afspejler et øko-system, der tager hånd om digitaliteten.
På Le Web i Paris, december 2012, var der blandt andet et statsstøttet initiativ fra Sverige, som havde taget deres 16 fremmeste digitale startups med. Derudover blev alle i berøring med det digitale Sverige inviteret til lukket fest på den svenske ambassade i Paris.
Det giver følelsen af, at det er en industri og en branche, der bliver taget seriøst af regeringen. Og jo, der er da danskere med til de store konferencer. 10 stykker ud af 5000. Men Danmark kan du ikke se nogle steder.

Løsningen på vores d-lands problem?
Vi skal forstå, at digitalitet er noget, man indtjener og man skal arbejde for – ikke noget man bare får givet. Det skal være implementerbart, iværksættende og involverende.
Men så længe, der er 3 ugers svartid fra SKAT, og din restanceopgørelse kun bliver opgjort en gang om måneden, bliver vi ikke et d-land. Der er skam virksomheder, som mandsopdækker deres Facebook-sider og twitter-profiler 24-7. Men så længe magthavere og beslutningstagere ikke er del af løsningen og ikke går forrest i digitalitetens tjeneste, hvorfor skulle vi andre så?

Og så længe, digitaliteten herhjemme er lukket i dyre erfa- og netværksgrupper, som ikke rigtig mødes, fordi deres hverdag er for travl, og i organisationer, der ser cookie-lovgivningen som den største udfordring for digitaliteten, bliver vi ikke et d-land.

I globale webkredse har man set det faktum i øjnene, at en stor del af vores forbrugsgoder i hjemmene indenfor de næste 3-5 år kommer til at være crowdfundede og crowdinvestede. Altså finansieret, ikke af banker, men af dig og mig – uden mellemled.

Digitalitet er ikke noget enestående. Det er en kombination af mange ting. Men det er især at hanke op i sig selv, sætte gang i sine egne hjul og være lydhøre og parate overfor de digitale forandringer – og sætte dem i system. Det er at gå forrest. Og vi kan ikke gøre det blandt andre lande nu – der er vi for sent ude. Men vi kan bruge vores fremragende danske kreativitet, skørhed, sarkasme, mod og vikingeblod til at blive blandt de bedste til at uddanne vores samfund til morgendagen i stedet for dagen i går.

We are what we do. Vi bliver, hvad vi spiser. Vi er ikke det, vi kun taler om – eller det, vi med venstre hånd smider ud på Facebook.  Danmark skal have en digital identitet ud over nationalstaten som ikke særlig mange vil dø for. Vi skal have et manifest for den digitale danskhed skrevet ned i 10 punkter og visualiseret i et infogram på pinterest. Som vi allesammen kan skrive under på – eller like om i vil.

Digitaliteten kræver handling, og nye standarder. Ikke på Danske Bank-måden, men på den entreprenante måde. Kom så i gang, Danmark. Ellers send mig et tweet.

 

Dette er et essay jeg skrev til dansk IT for et stykke tid siden (nærmere et par år). Jeg faldt over det og tænkte at det da skulle på henrietteweber.dk.

rock on henriette weber

Hvorfor skal vi altid være kvinde brandet – først?

Nogen gange når man sætter sig foran skærmen om morgenen ved man ikke hvad der rammer en, når man går igang med at grave igennem dagens blogfeeds, nyhedsstrømme, mediesites og andet. De fleste dage er det for det meste billeder af kattekillinger og sjove videoer, men idag ramte jeg guld! pga. mit cool netværk.

Imorges kom der to ting igennem: først denne artikel fra Bitch Media om hvorfor Jezebel gjorde noget forkert da de lavede en dusør på 10.000 dollars for Lena Dunhams ikke-photoshop retouchede billeder og derefter denne: will #readwomen2014 change our sexist reading habits (igennem Andrea Hejlskov).

Det virker som om, at ligegyldigt hvad vi skaber som kvinder, så skal vi saftsuseme fremhæves som kvinder først. Et kæmpe “kvinde brand” defineret af en efterspørgsel udefra, fordi der virkelig er brug for kvinder. Jeg er selv stifter og direktør af Geek Girl Magazine, hvor vi bestræber os på, ikke er at fremhæve kvinder som kvinder først, men fremhæve det de gør, der sparker røv og derefter få dem til at overveje at sige nej til at være kvinder først. Og jo, jeg er enig i, at der er enormt meget brug for kvinder.

Er der så meget brug for  kvindelige rollemodeller til at udfylde kvinde brandet?

Men hold da op hvor er det en svær balancegang, som jeg personligt også tit bliver forvirret over. For gang på gang bliver det fremhævet at samfundet har brug for kvinder, der bliver fremhævet som kvinder før de er alt muligt andet. KVINDELIG iværksætter, KVINDELIGT bestyrelsesmedlem, KVINDELIG forfatter, KVINDE i dit og dat.

Der er så mange gange jeg har stået overfor et valg, hvor jeg kommer til at konkurrere på min “kvindelig-hed”, hvor det lige netop er mig der er tilbage (konkurrende mod en anden – ta-da: kvinde), fordi de har brug for en kvinde, til en bestyrelsespost eller en pris. Og jeg har det personligt rigtig dårligt med at blive defineret som kvinde først, for sådan føler jeg mig ikke.

Hvis jeg ikke er kvinde brandet, hvad er jeg så?

Jeg føler mig som… Henriette Weber, en person der er iværksætter, forfatter, rådgiver, advisor, foredragsholder og  nomineret til alle mulige cool ting. Men jeg kommer bare så tit til at konkurrere på mit kvinde brand – uden egentlig at vide det, fordi det er det der mangler, ik?
Det er først senere, at man står tilbage og tænker… “nååååeh – jeg var ikke udvalgt fordi jeg er mig, og jeg har knoklet og skabt en masse cool ting, jeg er udvalgt fordi jeg er en underlig snegl i dette selskab, bare på grund af mit køn”.  Jeg syntes det er tragisk at vi stadigvæk, i år 2014 skal defineres på at være kvinder før noget som helst andet, fordi der er brug for at vi går forrest som kvinder.

Det er lidt ligesom om, at hvis man siger nej til at blive defineret som kvinde først – jamen så kan man bare tage en anden kvinde. Hey, vi er jo 52 % af jordens befolkning så der er nok at tage af.  Det er fuldstændig ligegyldig hvilken en kvinde der kommer til at skrive bogen om xx, blive bestyrelsesmedlem, eller topleder. Bare hun passer ind i kvinde brandet hvor hun har lyst til at fortælle om mand og børn, hvilken en håndtaske hun går med, hvad for nogen sko og tøj hun har på og vise os hvordan hun bor, cool, clean og med lidt kant. Hvordan hun får det hele til at hænge sammen. Og jo, I get it, det er fantastisk at blive inspireret af gode kvinder, cool rollemodeller, men hvorfor skal vi inspireres af alt det “ornamentale” (dvs. visuelle og iscenesatte) når der er så mange fantastiske kvinder der virkelig er “instrumentale” (dvs. handlingsprægede ud over alle grænser).

Man får hele tiden får at vide at man bliver fremhævet fordi der mangler rollemodeller. Mit spørgsmål er bare, om grunden til at der mangler rollemodeller, er at man holder os fast i vores kvinde brand?  At man holder os fast i, hvad samfundet mener vi burde gå op i. Er det ikke op til os selv, som individer, at bestemme hvad vi går op i? ligegyldigt hvad køn vi er?

Jeg syntes feminisme, er en af de vigtigste verdensændrende sager nogensinde.  Jeg mener det er vigtigt at fremhæve kvinder igen og igen. Men ikke for at være kvinder. Ikke for at passe ind i kvinde brandet. Ikke for at være rollemodeller, men fordi de, som personer og dem selv, laver nogen røvsparkende ting. Det skal fremhæves! Dem er der virkelig mange af derude (ca. 52% af verdensbefolkningen).

Men vi bliver nødt til at hæve vores personlige brand op over kvinde brandet. Vi bliver nødt til at blive større end det, og sige nej til det. Vi bliver nødt til at blive set som os selv. Det er min konklusion på dette forvirrende emne.

Samtidig med at vi bliver låst fast i et kvinde brand vi er forvirrede over. Vi bliver fremhævet og iscenesat af et samfund og et mediebillede, der har brug for at vi bliver i vores roller, fordi der er brug for modeller til at vise hvordan man er kvindelig på nye måder – samtidig med at vi lige taler om håndtasken, dåner over Ryan Gosling, poserer som en sexkilling og viser det traditionelle kvinde brand frem.

rock on henriette weber