En grå sø af like venner

Jeg har virkelig svært ved at acceptere, er at en stor del af nærheden blandt folk er blevet digitaliseret. Det er nok den største udfordring som jeg ser at internettet har givet os: at kunne connecte med 1000 mennesker på ingen tid og uden den største anstrengelse. Men der er også en hel del der er forsvundet med opstanden af de såkaldte ‘like-venner’: en del af nærheden mellem mennesker. At man kan få en følelse af misforståethed når man beslutter sig for at gribe knoglen og ringe en veninde op fordi man bare vil høre hvordan det går.  Hvor man, i hendes tone og måde at tale på, kan høre at man bare kan finde ud af det på Facebook, snappen, twitter eller andre steder.

Men de nære bekendtskaber og venskaber? de har ændret sig, og jeg savner dem.

Da jeg var syg med min lungetingest, og var på sygedagpenge i 8 måneder sidste år, følte jeg mig som om jeg var inde i en osteklokke. Jeg måtte ikke have nogen som helst erhvervsmæssig aktivitet, hvilket også inkluderede ikke at skrive på mine blogs eller varetage events. Men jeg kunne læse og jeg kunne være med på en lytter. Det var et underligt tidspunkt i mit liv, for samtidig med at hver eneste status jeg skrev om min sygdom fik en masse emoji-hjerter, kram og knus, var der et fåtal der ringede og hørte hvordan jeg egentlig havde det.  Der var mange der distancerede sig fra mig, og sagde ting som ’sig til når vi skal tage en kaffe’ hvor jeg måtte fremstamme at jeg altså ikke rørte mig særlig meget pga af lungetingesten der havde taget bolig i min krop. At hente min datter fra en legeaftale var mig fuldstændig uoverkommeligt. Der var veninder og forretningssamarbejder der gik i vasken fordi de aldrig hørte fra mig imens jeg var syg. Jeg havde travlt med andre ting – vigtigere ting. Der var veninder der ikke kunne overskue at komme forbi fordi de havde travlt med deres liv. Imens kæmpede jeg hver dag for at gå ud i køkkenet og tage en kop te, eller endnu værre, op af trapperne på toilettet.  Bedste veninder der havde travlt med deres liv og forsvandt længere væk i en grå sø af like-venner.

Imens jeg sad på min sofa, med min healer-hund, læste selvhjælpsbøger, tænkte positive tanker, og prøvede at elske mig selv igennem det helvede, en alvorlig sygdom er. Det var hårdt. Jeg kan stadigvæk ikke fortælle om den nat de kom og hentede mig i ambulance hvor min datter stod og græd på trappen og spurgte hvorfor jeg skulle på hospitalet igen. Jeg fremstammede at det var fordi jeg skulle blive rask. Men lige på det tidspunkt var jeg i tvivl om det var for at blive rask eller for at få fred til at dø. Jeg begynder at græde hver gang. Måske fordi jeg aldrig nogensinde har været så sårbar og blottet før.

I de dage så jeg mine tætte kære venner og veninder der dukkede op på hospitalet for at støtte op om mig. Nogen kom endda med sushi, så selv sygeplejerskerne blev møgmisundelige. Andre holdt mig i hånden hele tiden igennem sms’er beskeder, blomster og besøg.

Det bedste ved næsten at være kommet sig 100 % (jeg skal nok nå det) er dog at reache ud til min grå sø af like-venner igen. Mange siger at de ikke vidste hvordan de skulle relatere til min sygdom. De blev mundlamme og vidste ikke hvad de skulle sige. Sygdom er et svært emne for mange. I get it. Men tænk over at næste gang nogen i din omgangskreds bliver alvorlig syg så hjælp så meget du kan. Gå ‘above the like’ og send en besked eller grib knoglen og ring.

rock on henriette weber

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *